Vision og holdning til ungdomsarbejdet hos Slangerup Badminton.

Det er Slangerup Badmintons (SB) vision, at ungdomsafdelingen skal være så stor og bred som mulig, og som ungdomsspiller i SB lægger vi vægt på, at du lærer at spille badminton, har mulighed for at udvikle dit badmintonspil - bliver bedre - uanset hvilket niveau du er på og samtidig har det rart blandt kammerater.

Overordnet vægter vi udviklingen af dygtige spillere højt, men værdsætter også dem, der nyder at spille badminton for ”spillets skyld”! Vi ønsker elitespillere, men ikke på bekostning af en solid bredde. Vi vil gerne markere os som en klub, der udvikler mange børn og unge til dygtige badmintonspillere, men lige så vigtigt også til positive, sportslige og sociale mennesker.

Ungdomsafdelingen prioriterer at få så meget haltid som muligt i weekender, ferier og generelt i løbet af sæsonen, så vi kan afholde forskellige arrangementer, således at alle aldre og niveauer tilgodeses. Her tænkes både på sociale og badminton arrangementer, hvor fællesskabet er i fokus.

Eks. på mulige arrangementer er "Tæv dine forældre" og ”Bank din far” arrangementer, breddearrangementer, badmintonskole, træningslejr og klubmesterskaber. Disse arrangementer vil både være interne, men også på tværs af omegnsklubberne. Det er også her, vi vil arbejde på at tilbyde klubbens bedste ungdomsspillere ekstra træning, således at de får større mulighed for at udvikle deres talent.

Desuden prioriterer SB breddearrangementer og holdturneringer meget højt, da det er her vi ”planter frøet” til, at vores spillere kommer i gang med turneringsbadminton.
Fokus på holdturneringerne er, at så mange spillere som muligt er tilmeldt et hold, og at alle kommer i kamp. Det er ikke resultatet, der er målet - det er fællesskabet.
Nye ungdomsspillere er velkomne til at prøve kræfter med badmintonspillet og kan efter aftale med ungdomsudvalget få mulighed for at spille med på et hold 4 gange. Herefter SKAL spilleren indmeldes i Slangerup Badminton.
Spiller man badminton i SB forventes en høj træningsmoral. Man passer sin træning, er fokuseret og man giver den fuld gas, når man er der. Dels for selv at få så meget ud af træningen som muligt, men også for at give træningskammeraterne den samme gode træningsoplevelse, bl.a. ved at hjælpe til med bold-feeding og andre opgaver efter trænernes anvisning.
Der skal mange hjælpere til, for at alt går op i en højere enhed i en klub som SB. Vi vil arbejde for, at alle forældre er indstillet på at give en hånd med i klubben - i udvalg, som holdledere, med ad hoc opgaver, kagebagning mm.
Er der specielle ønsker, forslag til forbedringer eller ris og ros, så kontakt ungdomsudvalget, for kun i fællesskab kan vi forbedre Slangerup Badmintonklub.

Det er vigtigt, at alle ungdomsspillere fastholder interessen for badminton på det niveau, som talentet rækker til. Dette gælder i særdeleshed også ved overgangen fra ungdomsspiller til seniorspiller.